BYGMA og EFFEKTIV ENERGI

EFFEKTIV ENERGI fortsat en kæmpe succes

4. april 2018

Det er slut med at fråse med energien og med at fyre for gråspurvene hos BYGMA i Nyborg. For godt et år siden investerede byggecenteret, med hjælp fra energinetværket EFFEKTIV ENERGI – knap en kvart million kroner i nye og smartere energi-installationer. Her 13 måneder efter er energiforbruget halveret, investeringen har for længst tjent sig ind og besparelsen klinger godt på byggemarkedets bundlinje.

– Dét, vi har fået lavet her er rigtig godt. Som detailbutik skal vi hele tiden være skarpe på vores omkostninger, og jeg er virkelig overrasket over, hvor meget vi reelt har kunnet spare ved at investere i energiforbedringer. Det ender jo direkte på bundlinjen, siger Carsten Fyrsterling, logistikchef hos BYGMA. -Som virksomhed skal vi hele tiden blive grønnere – og det var faktisk utroligt nemt at få det gjort, da der nu stod et professionelt netværk klar til at løse opgaven for os.

Jagten på energibesparelser
Det usædvanlige partnerskab bag EFFEKTIV ENERGI består af fire fynske energiselskaber, et netværk på 14 serviceleverandører og MiljøForum Fyn, som er bindeled og katalysator for samarbejdet.

Siden 2016 har partnerne i EFFEKTIV ENERGI, på tværs af markeder, kunder, kommunegrænser og firmaer i fællesskab jagtet energibesparelser hos virksomheder som BYGMA. Tre af dem har som servicepartnere direkte været ansvarlige for at levere og opstille de installationer, der har hjulpet BYGMA til et smartere energiforbrug, der kan mærkes på bundlinjen. En af dem er enkeltmandsvirksomheden, AX Energi.

– Det er mig, der har screenet BYGMA og lavet den energirapport, der beskriver, hvad der skal gøres for at opnå besparelserne. Desuden har jeg fulgt gennemførelsen af besparelsestiltagene og rettet de uundgåelige fejl, der er lavet ved gennemførelsen. Af den årsag er jeg jo yderst tilfreds for at være en del af EFFEKTIV ENERGI, siger Peter Bruun, ejer af AX Energi.

Sammentømret partnerkreds
EFFEKTIV ENERGI styrker samarbejdet mellem netværkets leverandører og installatører, skaber nye forretningsmuligheder og opbygger ny viden og kompetencer indenfor energirigtig drift af bygninger.

– BYGMA er en blandt mange succesfulde energiprojekter i EFFEKTIV ENERGI, hvor MiljøForum Fyn har ageret som facilitator og katalysator i at få flere servicepartnere bragt i spil til opgaver inden for grøn renovering. Hele formålet bag EFFEKTIV ENERGI er at udvikle deres forretning og styrke deres samarbejde på tværs. Setuppet bag netværket er en stor succes, siger Mogens Michael Møller, forretningschef for MiljøForum Fyn.

Samlet har partnerkredsen screenet 60 virksomheder og beregninger viser, at de i gennemsnit kan skære 100.00 kilowatt af deres forbrug. Afhængig af den lokale pris på el svarer det til mellem 50.000-75.000 kr. pr. virksomhed.

Fakta om energirenovering hos BYGMA
Byggemarkedet har på anbefaling fra EFFEKTIV ENERGI:

  • Fået ombygget varmesystemet i flere lagerrum
  • Installeret nye styringer, så varmen ikke kører konstant, men kun efter behov
  • Justeret radiatoranlæg
  • Isoleret varmerør
  • Ombygget ventilationsanlæg
  • Installeret nyt LED-lys samt lysstyring i butik og lagerområde
  • Ombygget køleanlæg til kantine og serverrum og omprogrammeret fra konstant drift til on/off-drift

Samlet set har BYGMA ikke kun sænket energiforbruget, men de udnytter også varmen meget bedre i dag. Den samlede årlige besparelse ligger på 184.000 kr. og investeringen i de moderne og energibesparende installationer tog lidt over et år at tilbagebetale.

Resultater efter et år
El-forbruget er sænket med 48%, målt i kWh.
Varme- og gasforbrug sænket med 48%, målt i kWh.